Navneskik

(Kilde: Slægtforskning på PC, Ove Laurdisen som jeg lånt af Lone Knudsen, min lillebor Jan Svarrers kone, Hvidovre, København).

Familie og efternavn

Indtil 1828 blev børn generelt kun døbt med fornavn. Ved dåbsforordningen i 1828 blev det besluttet, at hvert barn ved dåben foruden et fornavn skulle have et familie- eller stamnavn, et efternavn. Faderen havde ofte et tilnavn, som blev brugt mere end hans rigtige navn, og han kunne nu bestemme, om barnet skulle have hans tilnavn eller et familienavn.

Tilnavn

Faderens tilnavn havde som regel tilknytning til stedet, hvor han boede eller kom fra, eller til hans beskæftigelse. På denne måde er f eks slægtsnavne som Rødgård, Nørbye og Svarrer (svarre=dreje i træ) opstået, således at tilnavnet for f eks Niels Nielsen Svarrers børn blev Svarrer.

Familienavn

Familenavmet dannes af faderens fornavn. Derved opstod patronymeme, dvs sen-navnene.”sen” stod for søn, medens døtrene fik faderens fornavn efterfulgt af datter, således at familienavnet for f eks Svend Nielsen Svarrers børn blev Svendsen eller Svendsdatter. Efterhånden bortfaldt endelsen ”datter” helt, og pigernes efternavn blev som drengenes et sen-navn.

I 1856 blev det vedtaget, at de gældende tilnavne/familienavne nu var bindende for alle følgende slægtsled. Efter den nye forordning skulle børnene nu døbes med faderens efternavn, dvs det før tilfældet gældende tilnavn (Svarrer) eller familienavn (Svendsen).

Opkaldeskikke

I tilknytning til navngivningen findes også visse skikke for opkald. Den omstændighed, at det samme fornavne går igen og igen på en slægtstavle, er netop begrundet i sådanne gamle skikke.

Med hensyn til fornavne var det skik at opkalde den ældste søn efter farfaderen og den næstældste søn efter morfaderen. Men var morfaderen død inden den ældste søns fødsel, blev sønnen som regel opkaldt efter morfaderen, idet der skulle opkaldes efter de afdøde frem for de levende. Hvis faderen døde inden barnets fødsel, blev barnet som regel opkaldt efter faderen.

Den ældste datter fik navn efter farmoderen, den næstældste datter efter mormoderen. Indgik en enke eller enkemand et nyt ægteskab, fik det første barn i det nye ægteskab, den afdøde tidligere ægtefælles fornavn. 

Døde et barn, var det reglen, at det næste barn af samme køn fik det afdøde barns navn. Da der var stor barnedødelighed, kan man i nogle familier finde flere børn med det samme navn. I de fleste tilfælde kan man regne med, at de ældste er døde og kun den sidste er i live. Det passer dog ikke altid, da brødre eller søstre kunne bære samme navn, hvis bedsteforældrene, som de skulle opkaldes efter, havde samme navn.

Der var ikke så faste regler længere nede i børneflokken. Børnene blev dog tit opkaldt efter en slægtning eller en person, som familien stod i taknemmelighedsgæld til, og opkaldet kunne da omfatte både fornavn og slægtsnavn. Blev et barn født efter faderens død, eller døde moderen i barselseng, blev barnet opkaldt efter den afdøde. Passede barnets køn ikke, fik barnet et afledt navn, som fx Nielsine efter Niels eller Hansine efter Hans.

Observera dog at opkald, selv med et usædvanligt fornavn, kun kan indicere – men ikke bevise et slægtskab.